HARRY MEISTRUPs HISTORIE - side 5
Da Harry i 1919
havde aftjent sin værnepligt skulle han finde sig en fremtidsbeskæftigelse. Det var en
svær beslutning, derfor ville han finde sig et midlertidigt arbejde. Da han en dag gik
med nogle af sine venner på Kongens |
Handelsbankens hovedkasse som den så ud
ved Harrys ansættelse. |
Nytorv - hvor de
to store banker, Handelsbanken og Landmandsbanken lå - tænkte Harry, at der måtte være
en mulighed. Handelsbanken lå nærmest og han havde set de annoncerede efter elever, så
den ville han først gå ind i og spørge om et job. |
Harry spurgte portneren,
som sagde, at det skulle han tale med direktionen om - han kunne bare gå derind.
Direktørerne Nørregaard og Damm kunne da godt bruge en rask ung mand som elev og
spurgte: "Kan De begynde med det samme?"
"Ja, men ikke i dag, for jeg har ingen madpakke med," svarede Harry.
"Det er ikke noget problem - det skal vi nok klare," sagde direktør Damm - og
så blev Harry inviteret til frokost med direktionen og begyndte straks på sit
midlertidige arbejde. Det kom til vare de næste 50 år!
 Også Harry blev der bud efter fra Betty
Nansen teatret, da man manglede en pianist i en forestilling. Han skulle bag scenen
spille, når en af skuespillerne foregav at spille på klaver. Da forestillingerne var om
aftenen, så han kunne passe sit arbejde i Handelsbanken, blev han teatrets faste pianist
og fik også et nært personligt venskab med fru Nansen.
Det var imidlertid et job uden
honorar - om det skyldtes pengemangel på teatret eller om fru Nansen bare var nærig, det
melder historien ikke noget om - men på et tidspunkt syntes fru Nansen, at nu var hun
nødt til at give Harry noget for pianist jobbet. Hun sagde, han skulle tage ind på Den
Kongelige Porcelænsfabrik og købe en af disse nymodens, elektriske lamper. Fru Nansen
var ikke en dame man argumenterede med, så han tog ind og købte sig en, på den tid
kostbar, porcelænslampe til 30 kroner.
Da Fru Nansen så lampen og
hørte prisen, blev hun rasende - det kunne der overhovedet ikke være tale om - så hun
kørte med Harry og lampen ind på Den Kongelige. Da hun kom derind spadserede hun resolut
en tur rundt i forretningen, fandt en lampe og sagde "Det skal være dén der!"
"Denne lampe er helt speciel og desværre ikke til salg," forklarede sælgeren,
men fru Nansen insisterede og Harry fik en nymodens, elektrisk lampe - til 300 kroner.
<
Forrige side | Næste side >
|
